| Kolofon (Colophon), Betegnelsen for den Efterskrift,
hvormed man i Middelalderen afsluttede et Haandskrift, og hvori gives Oplysninger
om Værkets Indhold, dets Forfatter, Skriver, Tidspunktet og Stedet
for Haandskriftets Tilblivelse o. l. Kolofonen indlededes ofte med det
fra Bogrullen stammende Udtryk explicit. Inkunabeltidens Trykkere fortsatte
Brugen af Kolofon, der nu indeholdt Angivelse af Trykker, Trykkested og
Aar (og ofte tillige Dato), Navnet paa den eventuelle Korrektor o.
l., ligesom Kolofonen angav Bogens Indhold, Forfatter m. v., og indtil
det o. 1470 blev almindeligt at anvende Titelblad, fungerede Kolofonen
som saadant. Kolofonen, der ofte var meget udførlig, blev i mange
Tilfælde trykt paa en dekorativ Maade, i Timeglasform o. l., og i
Forbindelse med den træffes hyppigt Bogtrykker- eller Forlæggermærke
og Slutvignet. Brugen af Kolofon fortsattes helt op i Nutiden og er endnu
sædvanlig f. Eks. i Frankrig. I de nordiske Lande anvendes Kolofon
som Regel kun ved bibliofile Tryk og rummer i saa Tilfælde Angivelse
af forskellige tekniske Data vedrørende Tryk, Papir o. l., Oplysninger
om Oplagets Størrelse, eventuel Nummerering m.v.
P. B.(=Palle Birkelund) kopi fra Nordisk Leksikon for Bogvæsen.
- København, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, 1951. |